Det mystiske bjerg i Thailand

Khao Nor rejser sig som en ensom majestæt midt i endeløse rismarker.

Khao Nor rejser sig som en ensom majestæt midt i endeløse rismarker.

Lad det være sagt med det samme: Der findes mange forunderlige steder i Thailand. Men man må ofte dele med tusindvis af turister. Sådan er det ikke med det mystiske Khao Nor – Næsehornsbjerget.

Når man kører ud af Bangkok i nordvestlig retning planer de endeløse forstæder langsomt ud. Et pandekageland af rismarker tager over. Ind i mellem bryder en palme, et træ eller et bondehus landskabets plane struktur, men ellers er her fladt, fladt, fladt.

Men pludselig, mens man kører, dukker et mystisk massiv op i horisonten. En samling takkede tinder stræber op mod himlen. Næsehornsbjerget troner som en ensom majestæt midt i de endeløse marker.

Næsehornsbjerget spejler sig smukt i det omkringliggende vand.

Næsehornsbjerget spejler sig smukt i det omkringliggende vand.

Et forunderligt syn
Bjerget ligger kun få hundrede meter fra selve motorvejen mellem Bangkok og Chiang Mai. Alligevel har stedet undgået masseturisme. Måske fordi der ikke er ret meget andet at opleve her. Og så fordi der trods alt er et par timers kørsel hertil fra Bangkok.

Khao Nor gemmer på en sælsom hemmelighed. Det fandt jeg ud af, da jeg sammen med et par venner stoppede her for at se solen gå ned. Vi kørte fra motorvejen, vores chauffør parkerede bilen, og vi fandt en flaske vin frem.

Pludselig viste en mærkværdig sort stribe sig på tusmørkehimlen. Den bevægede sig – ændrede formation. Imens blev den større og bredere.

En stribe af flagermus tegnes henover himlen.

En stribe af flagermus tegnes henover himlen.

Kronprinsen hjalp lokale og flagermus
En bondemand kom forbi os og forklarede, hvad det var, vi så. Hver dag omkring solnedgang forlader hundredtusinde flagermus det smukke bjerg. Om dagen hviler de inde i Næsehornsbjerget, som altså huser en af Thailands største flagermuskolonier.

Det var gribende at iagttage det fantastisk naturfænomen, og så tilmed mens solen farvede marker, vandløb og bjergsider rosa og gyldne.

Bonden fortalte os, at en cementfabrik for nylig har forsøgt at tilrane sig bjerget. Men lokale kræfter gik til kronprinsen, som fik bjerget fredet. Rige Bangkok-folk er nu begyndt at opkøbe grundene omkring – men Næsehornsbjerget og dets bevingede beboere er stadig ret ukendte selv for thaier. Så længe det varer.

Synet varer i ca. en halv time, før mørket sænker sig.

Synet varer i ca. en halv time, før mørket sænker sig.

Tip: Læs om en spændende filmoplevelse i Thailand

Solnedgang over rismarkerne bag Næsehornsbjerget.

Solnedgang over rismarkerne bag Næsehornsbjerget.

Her skal du rejse hen i 2015

Fjern og fristende. Santa Cesarea Terme er en badeby af i går.

Fjern og fristende. Santa Cesarea Terme er en badeby af i går.

Hvalsafari, en ukendt ferieby ved Middelhavet og Europas Grønne Hovedstad. Jeg giver her tre bud på, hvor rejsen kan gå hen i 2015.

1. Et ukendt perle ved Middelhavet
Det er de færreste danske turister, der når helt ud på Italiens hæl. Drømmer du om Middelhavet, men vil du nødigt rende ind i din nabo eller kollega, så er Salento-halvøen et godt bud.

Jeg kan anbefale den dybt eksotiske ferieby fra før verden gik af lave Santa Cesarea Terme. Gamle pragtvillaer, badehoteller og cafeer med havudsigt putter sig mellem Middelhavet og Puglias bløde bakker.

Byens arkitektur peger flere steder i orientalsk retning.

Byens arkitektur peger flere steder i orientalsk retning.

Man skal gøre en indsats for at komme hertil. Der er direkte fly til Rom. Herfra må man enten flyve indenrigs til Brindisi og tage bus eller bil – eller simpelthen leje bil i Rom og køre ned gennem det sydlige Italien.

Man spiser fremragende  på Italiens hæl.

Man spiser fremragende på Italiens hæl.

2. Cool storby og besøg på Downton Abbey
Bristol er en af Englands fedeste byer. Dynamisk, med på beatet – og i 2015 Europas Grønne Hovedstad. EasyJet flyver direkte fra København til Bristol, hvor gode pubber, natklubber og smarte barer venter sammen med museer, markeder og muligheden for en sejltur.

Bristol vælter i lækker street art. Hele huse er udsmykket med grafitti.

Bristol vælter i lækker street art. Hele huse er udsmykket med grafitti.

Mange kombinerer turen til Bristol med et smut forbi Bath – nabobyen med de gamle romerske termbade blot 10 minutter væk. Bath er hyggelig, men mit forslag er i stedet at fortsætte mod London. Midtvejs mellem Bristol og London dukker nemlig en anden og nu meget berømt attraktion op i det bølgede landskab: Highclere Castle – også kendt som Downton Abbey.

Slottet er i perioder åbent for offentligheden – i hvert fald når, der ikke optages nye afsnit af den populære britiske tv-serie. Nyd både parken, slottets sale – og en kop te i cafeen i de gamle stalde. Læs mere om slottet her.

Highclere - bedre kendt som Downton Abbey er blevet et trækplaster.

Highclere – bedre kendt som Downton Abbey er blevet et trækplaster.

3. Hvalsafari i Atlanten
Ø-gruppen Azorerne ligger nærmest midt ude i Atlanterhavet. Store naturoplevelser venter herude på de frodige vulkanøer, som også er trækplaster for mere end 20 forskellige hvalarter.

Alt fra små legesyge delfiner til mægtige kaskelotter svømmer rundt mellem øerne. Særligt ved øen Pico er der gode chancer for at spotte havets kæmper. Man sejler ud i gummibåde med kraftig motor, og den tempofyldte sejlads kan være lidt af en prøvelse, hvis der er bølgegang.

Delfiner i leg lige syd for øen Pico.

Delfiner i leg lige syd for øen Pico.

Så snart der spottes hvaler, sættes farten ned, og skipper forsøger at komme så tæt på de betagende dyr som muligt. Hvalsafari er en stor oplevelse. Læs mere om Azorerne her.

Tip: Hvad har Leonardo diCaprio at gøre med bjergene Kao Yai nord for Bangkok? Læs min rejsefortælling her

Dragsholm Slot – mad, mystik og stilhed

Lokale råvarer fylder på tallerkenerne i slottets Spisehus.

Lokale råvarer fylder på tallerkenerne i slottets Spisehus.

For få dage siden blev Dragsholm Slot ramt af en ødelæggende brand. Jeg var så heldig at overnatte på det historiske gods for nylig inden branden.

Jeg skriver dette indlæg nu, ikke for at lukrere på sensationen, men som en hyldest til det enestående gourmethotel. Det forlyder, at slottet kun er ramt af mindre ødelæggelser, og når det er åbent igen, skal man køre forbi, hvis man har muligheden for det.

Voldgrav og herregårdslandskab.

Voldgrav og herregårdslandskab.

Dragsholm ligger næsten som en kliché omgivet af avlsbygninger, en stor park og en voldgrav. Længere ude breder sig det fede sjællandske herregårdslandskab, og fra de fleste værelser og sale har man flot kig til dette enestående stykke Danmark.

De tykke, hvide mure står som et symbol på adelens fordums magt og vælde. Og når man træder ind i den brolagte borggård, lægger man hverdagens grålige trivialiteter bag sig. Man kan mærke, at her har udspillet sig storladne dramaer helt siden middelalderen. Nu råder en sælsom stilhed på stedet.

Træd indenfor - i en svunden tid.

Træd indenfor – i en svunden tid.

Hygge og uhygge
Der var ikke mange gæster det døgn, jeg overnattede på Dragsholm. Man kan komme og gå i de fleste gemakker, og det var en stor oplevelse bare at liste rundt og mærke energien fra murværk, der er mange hundrede år gamle.

Efterhånden, som mørket faldt på, blev det både en fascinerende og skræmmende oplevelse at bevæge sig rundt gennem de mennesketomme sale og stuer. Det var som om, gulvet knirkede lidt mere, skyggerne blev længere, og det dunkle lys i den modsatte ende af de langstrakte sale flimrede på mystisk vis.

Hørte man en sagte hvisken fra det fjerneste mørke? Var her nogen? Eller var man alene? Med mig havde jeg visheden om Den Hvide Dame, slottets berømte spøgelse. I modsætning til så mange andre sagn, ved man, at hun i virkeligheden blev muret levende inde. Hendes skelet kan ses bag en glasvæg oppe på en af værelsesgangene.

En af slottets mange sale.

En af slottets mange sale.

Lokale råvarer og kaffe i biblioteket
Jeg nød god betjening på Dragsholm. Det blev til flere indbydende måltider mad i hotellets brasserie, kaldet Spisehuset, hvor også morgenmaden serveres. Der satses på lokale råvarer, ikke mindst fra Lammefjorden tæt på, og serveringerne var sunde og fulde af friske grøntsager. Samtidig var de en fryd for øjet.

Imponerende var også samlingen af kryddersnapse. Her var ikke den danske urt eller bær, som ikke havde sin egen snaps. En flot farvekavalkade i efterårets gyldne toner.

Kryddersnaps i alle tænkelige varianter - især med nordiske råvarer.

Kryddersnaps i alle tænkelige varianter – især med nordiske råvarer.

Det lille selskab, jeg var sammen med, blev foreslået kaffe i slottets bibliotek. Bogsamlingen er set større og mere prangende andre steder, men der var noget raffineret over at nyde kaffe, petit fours og avec i chesterfield-møblerne mellem bogreoler og portrætter.

Stilhed, ingen tv og net
Opholdet på Dragsholm Slot var en lang serie af indtryk, som et moderne storbymenneske får alt for sjældent. Her er ikke tv på værelserne. Her er ikke noget internet, og mobilnettet virker dårligt i området. Man er med andre ord overladt til den underholdning, som selve slottet og landskabet omkring efterlader.

Et kig ned på urtehaven.

Et kig ned på urtehaven.

Den knitrende pejs i Spisehuset og den sirlige duft af brændt træ. Morgendampen og det gyldne lys over enge og marker rundt om hovedbygningen. Voldgravens stille spejl. Eftermiddagens fremherskende mørke. Og den rungende stilhed i de mange sale. Dette er nogle af de indtryk, jeg fik med hjem fra Dragsholm.

En port man kun kan gå for langsomt ud ad.

En port man kun kan gå for langsomt ud ad.

Tip: Læs om en svensk herregårdsoplevelse her

Valmuer i november

Der plantes valmuer så langt øjet rækker ved Tower of London.

Der plantes valmuer så langt øjet rækker ved Tower of London.

I går var det Remembrance Sunday i Storbritannien. Briterne mindedes deres faldne soldater i landets mange krige de sidste 100 år. Den egentlige mindedag er i morgen d. 11. november, også kendt som Remambrance Day eller Poppy Day – Valmuedag. Men allerede den forudgående søndag lægges der kranse og afholdes mindestunder landet rundt.

Jeg vender tilbage til valmuerne om et øjeblik, men først lidt om i går. Det er 100 år siden Første Verdenskrig begyndte. Krigen blev den hidtil blodigste og voldsomste i britisk krigshistorie. Af samme grund var det en særlig Remembrance Sunday i går.

To hårrejsende minutter
Jeg var i Sunderland, på det store Stadium of Light for at overvære foldboldkampen mellem Sunderland og Everton. Inden kampen var der en mindre militærparade på grønsværen. Herefter blæste dommeren i fløjten, men i stedet for kick off blev der afholdt to minutters stilhed.

Ja – hele to minutters stilhed. Vi var mere end 40.000 mennesker på stadionet i Sunderland, og der var stille. Helt stille. Fik jeg gåsehud og en klump i halsen? Ja, det gjorde jeg vist. Det var stærkt at mærke stilhedens kraft. Suset af alvor. Minderne om krig, fare og død.

Der gøres klar til 2 minutters total stilhed på Stadium of Light i Sunderland.

Der gøres klar til 2 minutters total stilhed på Stadium of Light i Sunderland.

Rød voldgrav ved Tower
Valmuen er blevet mindedagenes symbol. Det har den været i mange år. Det skyldes, at de slagmarker som mange britiske soldater døde på – og endnu flere frygtede – befandt sig i Flandern. Her var jorden rød af skrøbelige valmuer.

Briterne bærer i disse dage valmuebrocher, som man kan købe alverdens steder. Der er tale om en slags donation, for overskuddet af salget går til at støtte hjemvendte soldater. Valmuerne er med andre ord her der og alle vegne. I år endnu mere end nogensinde før.

For en håndfuld uger siden var jeg forbi det store valmueprojekt ved Tower i London. Her planter frivillige kunstige valmer i græsset rundt om hele den gamle borg. Besøgende har kunnet følge arbejdet med at forvandle slotsparken til et mini-Flandern.

Nu topper det. Nu er store dele af Storbritannien valmuerød. Et smukt syn – på en evigt tragisk baggrund.

Et blodrødt tæppe - som Flanderns marker i 1914.

Et blodrødt tæppe – som Flanderns marker i 1914.

Tip: Du kan læse om 3 gode steder at overnatte i London her

Æselmælk og glemte hvedesorter – madkursus i Italien

En økologisk artiskok i den frodige køkkenhave på den italienske agroturismo

En økologisk artiskok i den frodige køkkenhave

Tidligere i år var jeg på madkursus på det økologiske landbrug Masseria Nonno Tore i Syditalien. Det var en udsøgt og interessant oplevelse.

Ude på den italienske hæl har man lange, stolte traditioner for et sundt og grønt køkken. Bønner, linser, årstidens grøntsager, olivenolie og groft brød er de foretrukne spiser her. Man får også en del fisk og skaldyr. Rødt kød er til gengæld ikke så ofte på menuen.

Farver, dufte og smagsindtryk går op i en højere enhed.

Farver, dufte og smagsindtryk går op i en højere enhed.

Den glemte Cappellani-hvede
På Masseria Nonno Tore har de holdninger til maden. De vil hellere spise et godt stykke oksekød én gang om ugen og leve vegetarisk resten af ugen. Det er godt for klimaet, miljøet og den enkelte krop, som de siger.

Man har også sat sig for at genintroducere nogle af Italiens glemte hvede-sorter. Den durumhvede, vi spiser så meget af i hele den vestlige verden i den tro, at det er ædelt og ægte italiensk, er nemlig ikke så nobel endda.

Der er tale om fremelskede sorter, der vokser hurtigere og giver et bedre afkast. Men disse nye typer durum er ikke gode for miljøet og de smager af mindre end Italiens oprindelige hvede-sorter.

Den bedste af dem hedder cappellani, og den dyrkes nu igen mere og mere. Den er mørkere end de fleste hvedesorter og får sin smag og kraft fra de planter, der vokser i nærheden af dem.

Durumhvede er ikke bare durumhvede. Dette er en ædel og næsen glemt sort.

Durumhvede er ikke bare durumhvede. Dette er en ædel og næsen glemt sort.

Pasta? Kun mel og vand!
På kurset lærte vi at lave Puglia-regionens berømte pasta – orecchiette – der betyder ‘små ører’. Det var den aldrende mama på stedet, der fungerede som husholdningslærerinde, og hun kunne sit kram.

Dejen bliver til af den lokale cappellani-durumhvede og lidt vand. Intet andet. Hemmeligheden bag er tempoet, som vand og mel blandes i – og så en lang, møjsommelig æltning. Hernæst skæres pastaen ud til små terninger, som med en kniv rulles halvt sammen, så pastaerne får form som et øre.

Den over 70-årige signora kunne både ælte og føre kniven med elegante snuptag som var hun 25. Et mindeværdigt syn.

Citrusfrugter - her en bitterorange - var med til at skabe en fyldig aroma.

Citrusfrugter – her en bitterorange – var med til at skabe en fyldig aroma.

Den sunde æselmælk
Senere var jeg med ude og plukke hestebønner, artiskokker og andre grøntsager til aftenens måltid. Den syditalienske køkkenhave var en af de mest velassorterede og frodige haver, jeg længe har set. Duften fra urter og grøntsager var intens.

Insekter summede lystigt. Appelsiner og citroner fra krogede træer tilførte ekstra aroma, og her var også mange spiselige blomster – en fryd for øjet.

De friskeste hestebønner - som kan spises både rå og tilberedte.

De friskeste hestebønner – som kan spises både rå og tilberedte.

Rundt om spankulerede fritgående høns, og her var også en fold med æsler. Æselmælk er måske ikke ligefrem det, de fleste drømmer om at lappe i sig, men forskning har vist, at mælk fra netop æsler er den type mælk, der kommer nærmest menneskets modermælk. På Masseria Nonno Tore arbejder man på, at fremme æselmælk som et sundt alternativ og en mulig modermælkserstatning.

Efter mange timer i køkkenhaven og senere ude i det store landkøkken gjorde det godt at blive bænket sammen i den lille, rustikke spisesal. Langbordet var besat af fade og skåle med sunde, velsmagende retter. Her var duftende brød, rødvin og naturligvis vores måske ikke helt velformede, men absolut velsmagende pasta.

Olivenolie, løg, hestebønner og friske krydderurter - her mynte

Olivenolie, løg, hestebønner og friske krydderurter – her mynte

Tip Læs om en anden gastronomisk oplevelse i Italien her

De færdigformede orecchiette venter på at blive kogt

De færdigformede orecchiette venter på at blive kogt

En hemmelig London-lomme

Bliv glad! Neal's Yard ligner et brasiliansk karneval.

Bliv glad! Neal’s Yard ligner et brasiliansk karneval.

Nogle gange hører jeg folk sige, at London er en grå by. En kedelig by. Ikke charmerende som Paris. Ikke livlig som Rom.

Jeg synes ikke, det er rimeligt at kalde den britiske hovedstad for grå. London er fuld af spraglede stræder og farverige detaljer. Og det er fantastisk at gå på opdagelse og finde nye steder i den enorme by.

Forleden var jeg som så mange gange før en tur gennem Covent Garden – et kvarter der tryllebinder med sine smalle gader, træer gode butikker og små cafeer.

Covent Garden er altid fuld af charme.

Covent Garden er altid fuld af charme.

Jeg ved ikke noget bedre ved London end at opdage nye små lommer. Og her var én: Neal’s Yard ved den populære Neal Street. Man skal nærmest vide, at den findes, for Neal’s Yard er ikke mere end en sprække mellem to byhuse.

Herfra suges man ind i en underfundig, hemmelig lille verden midt inde i London. En café, en kaffebar, en frisør og en økobutik er blandt de steder, der giver liv til det farverige rum.

Der er mulighed for en kaffepause i omgivelser der minder om en børnefødselsdag.

Der er mulighed for en kaffepause i omgivelser der minder om en børnefødselsdag.

Facaderne, planterne, de kaffedrikkende piger og de nysgerrige turister, der lader sig forføre af farverne – det er et herligt syn. Et typisk London-syn.

Jeg vil besøge Neal’s Yard en anden god gang. Hvis jeg kan finde sprækken mellem husmurene igen.

Snæver, og svær at finde, men gå efter farverne.

Snæver, og svær at finde, men gå efter farverne.

Tip: Læs om en anden London-lomme her

De ti tusind palmers by

Palmetræer indrammer den historiske by på Spaniens sydkyst.

Palmetræer indrammer den historiske by på Spaniens sydkyst.

For nogle dage siden bragte Politiken min reportage fra den spanske kystby Almuñécar. Kystbyen, der måske ikke ligefrem kan prale ad det mest mundrette navn, har til gengæld et velsignet overskud af glæde for gastronomi og gode råvarer. Det handler min Politiken-artikel om.

Hvad jeg ikke kom så meget ind på i reportagen fra den spanske solkyst, er Almuñécars klima. Den urgamle by ligger i en lille bugt, der har Spaniens bedste mikroklima. Soltimerne er lige en tand flere, og luften en anelse lunere lige netop her. Som en hyldest til det gode klima har indbyggerne gennem årene ladet tusind og atter tusind palmer plante. Overalt.

Bystranden har det helt rette eksotiske udtryk.

Bystranden har det helt rette eksotiske udtryk.

I parker, ved rundkørsler og langs de brede gader, står slanke palmetræer tæt. Men det stopper ikke her. Også inde mellem ruiner og historiske bygninger, er der blevet plads til palmer. Og langs byens strand står palmerne naturligvis så langt øjet rækker. Nogle høje og fornemme – andre små og strittende.

Glæden for de eksotiske vækster er så stor, at der selv ved parkeringspladserne rundt om byens supermarkeder står palmer inde mellem p-båsene. Et næsten absurd syn, men samtidig en fin hyldest til en plante, der trives bedst i mildt og solrigt klima. Det er ikke for ingenting, at de lokale kalder kyststrækningen her for Costa Tropical – den tropiske kyst.

Der skal være plads til palmer... på parkeringspladsen.

Der skal være plads til palmer… på parkeringspladsen.

Tip: Læs om en anden spansk oplevelse her

Palmer3

Design og bæredygtighed oppe i skyerne

En forret med finsk laks og asparges.

En forret med finsk laks og asparges.

Mens mange flyselskaber skærer mere og mere ned på det eksklusive udtryk, går Finnair mod strømmen. Eller rettere: det finske selskab har fastholdt den klassiske idé om luksuriøs komfort oppe i “the friendly skies”.

Jeg har fløjet med selskabet nogle gange, senest på en tur til Kina i foråret. Det var en udsøgt oplevelse at prøve selskabets business class på en langdistance-rute.

Whisky i glas fra Iittala.

Whisky i glas fra Iittala.

Det opmærksomme personale møder man også på andre selskabers business- og first class. Det, der gør Finnair til noget særligt, er rammerne. Maden – med rene, nordiske toner – er i top. Den serveres på service i moderne finsk design, og alle drikkevarer nydes af glas fra en af Finlands design-spydspidser: Iittala. Og stofservietterne? De er naturligvis fra Marimekko.

En stofserviet er ikke bare en stofserviet hos Finnair.

En stofserviet er ikke bare en stofserviet hos Finnair.

Finnair insisterer på at ville mere. Det har selskabet senest bevist for få dage siden, hvor man annoncerede en snarlig flyvning Helsinki-New York med miljømæssig bæredygtig genbrugt madolie i tanken på en Airbus A330. Det sker samme dag, som FN’s klimakonference begynder.

Det må man tage hatten af for.

Her har de bygget grønt i over 30 år

Nature Sanctuary - et af de mange organiske huse på Findhorn Foundation.

Nature Sanctuary – et af de mange organiske huse på Findhorn Foundation.

Bæredygtig og grøn arkitektur er for alvor oppe i tiden. Men sådan var det ikke for 30-40 år siden. Dengang rystede mange på hovedet af hippiernes organiske ideer. Heldigvis kunne visse visionære mennesker se det fornuftige i at genbruge og bygge i bæredygtige materialer.

Det økologiske og spirituelle samfund, Findhorn Foundation, blev et af centrene for organisk arkitektur i 1970′ernes Storbritannien. I dag har stedet oppe i det nordlige Skotland udviklet sig til et af verdens førende økologiske mini-samfund, der tiltrækker folk fra hele verden.

Mange kommer for at se bygningerne fra dengang Findhorn Foundation endnu var et nyt foretagende. Det gælder bl.a. det hyggelige meditationshus Nature Sanctuary og den første ombyggede whiskytønde, der siden blev suppleret af flere andre. Ja – du læste rigtigt: whiskytønde. De store beholdere af træ, som malten gærer i på de nærtliggende destillerier, genbruges flittigt på Findhorn Foundation.

Genbrug. Der er god plads og en dejlig duft i en ombygget whiskytønde.

Genbrug. Der er god plads og en dejlig duft i en ombygget whiskytønde.

Koncertsalen der tog 10 år at bygge
Blandt pionererne fra dengang er arkitekten George Ripley. Hans hovedværk Universal Hall blev opført på Findhorn Foundation over en årrække primært af frivillige – og mange uden større håndværkerfaring. De havde troen og viljen, og det lykkedes dem at bygge George Ripleys smukke koncerthus. Det tog 10 år før bygningen var helt færdig i 1984.

Indgangen til den betagende Universal Hall.

Indgangen til den betagende Universal Hall.

Jeg har været til mange koncerter i den store sal og drukket mange kopper te og kaffe i bygningens café, Blue Angel, der serverer lette økologiske retter. Stemningen der er fantastisk, og akustikken i selve salen er i top. Faktisk så god, at koncertsalen mange gange er blevet brugt af både klassiske musikere og rockbands til indspilninger.

Blue Angel Café - økologisk tehus midt inde i Findhorn Foundation.

Blue Angel Café – økologisk tehus midt inde i Findhorn Foundation.

Der er kælet for detaljerne både ude og inde. Bemærk eksempelvis det imponerende mosaikgulv uden for hovedindgangen. Et kunstværk.

Organisk kunst. Mosaikkerne uden for Universal Hall er en del af bygningsværket.

Organisk kunst. Mosaikkerne uden for Universal Hall er en del af bygningsværket.

Besøget i den bæredygtige villa
George Ripley selv opførte sin egen private villa ved Findhorn Foundation. Jeg har altid været glad for huset, der ligger mellem nåletræerne med en dejlig udsigt til tidevandsbugten Findhorn Bay.

Arkitekten George Ripleys private hjem.

Arkitekten George Ripleys private hjem.

Jeg har ofte gået forbi huset siden jeg var 13-14 år. Sidste sommer inviterede George Ripley mig så indenfor i sit hjem. Det niveaudelte hus var fuld af lysindfald i form af vinduer, glaspartier og et pyramideformet tag af plexiglas. Af samme grund kan der spares på elregningen – og der er i det hele taget mange bæredygtige detaljer.

Det var fascinerende endelig at opleve det hus, jeg har drømt at se indvendigt i over 20 år.

Udsigten fra den bæredygtige villa er grøn.

Udsigten fra den bæredygtige villa er grøn.

Tip: læs mere om Findhorn Foundation her

Grænseland – en betragtning

De forreste bjerger befinder sig i Thailand. De bageste i Burma.

De forreste bjerger befinder sig i Thailand. De bageste i Burma.

Jeg kan godt lide at befinde mig i et grænseland, når jeg rejser. Da jeg eksempelvis tidligere i år besøgte Puglia – den italienske hæl, kørte vi langs kysten og kunne se til Grækenland og Albanien. Det mobile netværk bød endda flere gange velkommen til disse to lande, selvom vi aldrig forlod det italienske fastland. Det kunne jeg godt lide.

Det at befinde sig i ét land, mens man ser mod et andet, er fascinerende. På min seneste rejse til Thailand kørte jeg op gennem landet fra Bangkok mod nord. En del af ruten gik ganske tæt på grænsen til Burma. Under en kort pause så vi solen gå ned over Burmas bjerge. Et gribende syn.

Jeg tror, det er visheden om, at verden ikke ender, der gør mig varm om hjertet. Der venter flere eventyr dér omme på den anden side.

Tusmørke over Burmas bjerge.

Tusmørke over Burmas bjerge.